Det er skønt at give gaver, og det er endnu bedre, når gaven er god, personlig og ramt lige i øjet. Det kan dog godt være svært at finde lige præcis den gave, som er lige dele særlig, personlig og unik, og netop derfor har vi samlet en række gode idéer. Idéer som både er personlige, men som også rammer bredt på én og samme tid. Idéer som kommer i forskellige prisklasser, og som derfor egner sig til både højtider og hverdag.

Læs med her og bliv inspireret til den næste gave, som du skal give til en, du har kær.

Stjernetegnsfigur

Hvad er mere personligt end ens stjernetegn? Et stjernetegn siger meget om, hvem man er som person, ligesom det betyder noget for, hvordan man fungerer med mennesker med et andet stjernetegn. Hvis du skal give en gave til en, som går op i det, ens stjernetegn kan fortælle, er en stjernetegnsfigur fra Royal Copenhagen den helt perfekte gave. Den er både personlig og unik, men på samme tid er det ikke en gave, som kræver ret meget af giveren at købe.

Der findes naturligvis en særlig figur for hvert stjernetegn, og bor der flere i hjemmet, er det også en oplagt gaveidé til de øvrige beboere.

Hjemmemalet keramik eller porcelæn

Nu går vi fra købe-gaven til lave-gaven. Der er nemlig også noget helt særligt ved hjemmelavede gaver, lige fra perlepladen som man får af sit barn, til det hjemmemalede keramik eller porcelæn, som er en rigtig populær gaveidé i disse år. Flere af de store keramik- og porcelænsforhandlere tilbyder efterhånden, at man kan komme ind og male sin egen vase, tallerken eller kop. Gaven kan enten være et stykke porcelæn eller keramik, som du har malet, eller du kan tage modtageren med på kurset, så I kan male hver jeres. Begge dele er en personlig gave, som uden tvivl både bringer glæde for giveren og modtageren.

Billeder

En gaveidé, som aldrig dør, er billeder. Særligt for forælderen eller bedsteforælderen er det en helt oplagt gaveidé med billeder af børnene eller børnebørnene. Billederne kan være taget af en professionel fotograf, men de kan lige såvel være taget med en iPhone, eller hvad man ellers har ved hånden. Man undervurderer sommetider den glæde, et rigtig godt billede kan bringe, og det er synd, for det ér altså en af de allerbedste og mest personligt gaveidéer.

Blomster

Skal du bruge en værtindegave eller en bare-fordi-gave, kommer man ikke uden om en smuk buket blomster. Ligesom billederne kan man godt komme til at undervurdere en smuk buket blomster, men det ér altså noget af det skønneste, man kan få. Gør den ekstra personlig ved at bede om at få modtagerens yndlingsblomst eller yndlingsfarve inkorporeret i buketten og skriv gerne et lille kort, som skærer årsagen til gaven ud i pap.

Tommelfingerreglen er, at man aldrig går galt i byen med blomster.